Intro

Velkommen til FOKUS videokunstfestival 2020!

Der er sket meget på videokunstscenen siden FOKUS startede som et initiativ til at fremme og synliggøre videokunst. Dengang var det stadig VHS-bånd og DVD’er, som juryen modtog fra kunstnerne via postvæsenet. Filmene var alle produceret som enkelt-skærms værker og tænkt som simple installationer uden krævende tekniske foranstaltninger.  

Gennem de sidste ti år er videokunstgenren eksploderet, og det er sjældent nok med en monitor koblet til en afspiller, hvis man vil vise et nyproduceret videoværk. I dag er det ofte videoinstallationer i store formater med mange koordinerede projektioner, vi ser. Vi vil som publikum opleve selv at være en del af værket, og det gøres bedst ved at skabe et helt rum omkring filmen, hvor vi kan være fysisk til stede – eller vi kan benytte os af briller eller enheder, der kobler os sammen med Virtual Reality eller Augmented Reality-værker - genrer, der også har været præsenteret på FOKUS i tidens løb 

Udviklingen af nye teknologier indenfor tidsbaserede medier giver nye muligheder i kunsten og stiller stadig større krav til præsentationerne. Samtidig har videokunsten siden 2011 manifesteret sig eftertrykkeligt i udstillingsverdenen og er blevet et af de mest benyttede medier i dag. Biennaler, festivaler og kunstudstillinger bugner af videokunst! 


Program

I år har vi valgt at vise en kavalkade af udvalgte vindervideoer siden 2011. Undervejs kommer vi på en rejse gennem mediets udvikling: fra håndholdte og pixelprægede værker til computeranimationer og kamerateknikker, der nærmer sig biograffilmenes æstetik. Alle filmene beviser, hvad videokunst kan som genre - nemlig at indføre os i forskellige virkelighedslommer, hvor der ikke altid er en start, midte og slutning, men hvor abstraktionen og det gådefulde har lige så meget at sige som et mere traditionelt opbygget plot. Form, æstetik og handling er alle vigtige dele af videokunsten, hvor oplevelsen af det subtile og uforudsigelige får lov til at blomstre.